Efter en alt for kort sommerferie har jeg nu nogle dage blandet mig med hoben af passagerer, der alt for tidligt om morgenen kæmper om pladserne i toget fra Slagelse til København. Hjemturen er desuden præget af forsinkelser og tætpakkede ståpladser. Velkommen til hverdagen. Heldigvis kan jeg nemt finde en krog eller et trappetrin ved dørene, hvor jeg kan finde sætte hovedtelefonerne i ørerne og hive min PSP op af rygsækkens gemmer.
Hvor virkelighedens verden giver oplevelsen af transport som noget besværligt, ensformigt og langsommeligt, giver ATV Offroad Fury Pro meget hurtigt oplevelsen af fart og ikke mindst sug i maven. Når din ATV i en halsbrækkende stunt flyver adskillige meter gennem luften for at lande ublidt lige inden et skarpt sving, så er det let at lade sig rive med.Der er noget herligt naturstridigt i at trodse tyngdeloven og at styre køretøjerne undervejs i stunts. Desværre er de store og tydelige forskelle ikke udmøntet i praktiske køreegenskaber. I spillets snowcross races kører du ikke overraskende snowmobile, men vej- eller rettere banegreb adskiller sig ikke mærkbart fra de knastørre indendørs grusbaner i spillet.
Det virker således som om det har været vigtigere for udviklerne hos Climax at klemme så mange køretøjer og game modes ind i ATV Offroad Fury Pro som overhovedet end at pleje og kæle for detaljer og særpræg i den enkelte klasse. På samme måde står du som spiller med et system til opgradering af køretøjer, der trods anstrengelserne på banerne med dertil hørende hæder og pengepræmier ikke fører til mærkbar forbedring af kraft og styrke i forhold til køretøjernes standard-indstillinger. Du kan fifle nok så meget med bremser, kobling og udstødning og mere inferiøre kosmetiske detaljer. Resultatet er under alle omstændigheder, at en ATV med standard-udstyr kører lige op med den toptunede model af slagsen.
ATV Offroad Fury Pro

ATV Offroad Fury Pro